Dialog - er startet efter en banebrydende konference afholdt af Krogerup Højskole og Muslimernes Fællesråd.
Debatpanelet bestod af fra venstre Tariq Ramadan, professor i Islamiske Studier. Erik Boel forstander på Krogerup Højskole og formand for Europabevægelsen. Anja Dalgaard-Nielsen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier og Jakob Ilum leder af Center for Forebyggelse ved Politiets Efterretningstjeneste.
Foto af Jacob Holdt

fredag den 19. oktober 2007

NYHEDSBREV: Europa og kampen mod terrorisme – Hvor er vi på vej hen?

Tirsdag d.16. oktober afholdte Krogerup Højskole og Muslimernes Fællesråd en konference om "Europa og kampen mod terrorisme - hvor er vi på vej hen?".

I debatpanelet sad Tariq Ramadan, professor i Islamiske Studier ved Oxford Universitet og deltager i et debatpanel som foretager kritisk rådgivning for bl.a. den britiske regering, Jakob Ilum leder af Center for Forebyggelse ved Politiets Efterretningstjeneste, Anja Dalgaard-Nielsen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier og Erik Boel forstander på Krogerup Højskole og formand for Europabevægelsen.

Der var enighed om at øget dialog, sameksistens, normalisering af at være europæisk muslim, at et fokus på gensidig tillid frem for mistænkeliggørelse er afgørende i forhold til kampen mod radikalisering og terrorisme. Jacob Ilum fra Politiets Efterretningstjeneste påpegede at fremmedgørelse og mistænkeliggørelse er en af hovedårsagerne til den øgede radikalisering og ”homegrown terrorisme”. Tariq Ramadan Professor i Islamiske Studier ved Oxford Universitet forklarede at problemet er, at nogle unge føler sig ekskluderet fra samfundet. Netop derfor skal samfundet inddrage muslimer i højere grad. Også dem, som ikke tilslutter sig demokratiet, for kun gennem dialog kan man anfægte deres holdninger og sikre sig imod at disse personer kan tiltrække sympatisører.

Et politisk ønske om øget dialog
Dialogmødet på Krogerup Højskole var et direkte resultat af den øgede terrortrussel og et politisk ønske om øget dialog og forebyggende arbejde mod radikalisering. Den seneste måned har ledende politikere efterspurgt og åbnet muligheden for et øget samarbejde med Imamer og muslimske organisationer. Lene Espersen udtalte den 29. september at Imamer skal inddrages mere i myndighedernes forsøg på at imødegå radikalisering af unge muslimer. Det er én af idéerne i en hollandsk undersøgelse, som justitsminister Lene Espersen (K) vil tage frem, når regeringen i den kommende tid udfærdiger en dansk handlingsplan mod radikalisering af unge muslimer. Helle Thorning-Schmidt (S) efterspurgte d. 8. september konkret handling fra de muslimske organisationer. ”Vi beder de muslimske trossamfund om at påtage sig et medansvar for at gå aktivt imod terror og bidrage til at opdage og optrevle enhver fundamentalistisk tendens”.

I timerne op til den offentlige debat d.16.oktober, havde Krogerup Højskole og Muslimernes Fællesråd arrangeret en dialogmiddag for 70 inviteret gæster. Blandt gæsterne var bl.a. repræsentanter fra den amerikanske, britiske, pakistanske, bosniske, marrokanske og iranske ambassade, Politiets Efterretningstjeneste, samtlige morgenaviser og gratisavisen Urban, Dansk journalistforbund, en række forskere, de fem største muslimske organisationer og deres ungdom, medlemmer af folketinget og repræsentanter fra nogle af ungdomspartierne. Hensigten med middagen var at ovennævnte aktører skulle lære hinanden at kende, udveksle meninger og få mulighed for i fremtiden at trække på hinanden i kampen mod terrorisme og radikalisering samt afmontere frem for at tilspidse konfliktfyldte situationer.

Krogerup Højskole var fyldt til randen
Til den efterfølgende offentlige debat var Krogerup Højskoles foredragssal fyldt til randen med flere hundrede mennesker, de sidst ankomne var nødsaget til at sidde på borde langs væggene.

Læs mere om konferencen: Artikler om konferencen

Ingen kommentarer: